tirsdag den 13. oktober 2009


Fotograf Britt Lindemann om det at give sine erfaringer videre til en kollega i kreds 1s mentorordning:

Jeg valgte at være mentor, fordi jeg som senior... har arbejdet mange år som fotograf og har en ide og mening om, hvordan man kan løse en opgave, som måske kunne bruges til noget.
Så da jeg sagde ja, vidste jeg ikke lige, hvad jeg sagde ja til.
Men efter at have fået tildelt en mentee, jeg synes rigtig godt om, og som går til opgaverne helt anderledes end jeg selv gør, har jeg oplevet, at det er anderledes, end jeg troede.
Det er ikke så meget mig, der tegner og fortæller, som det bliver en samtale mellem to fotografer om faget, opgaverne, økonomien, selvværd osv.
Jeg håber det er givende for min mentee, for det er det for mig.
Det er vigtigt for mig, at jeg mærker "det nytter" når vi, min mentee og jeg, mødes. At vi ikke bare spilder tiden.
DJs mentorordning tror jeg kan hjælpe mange unge til at komme i gang og ikke bare gå på støtten, fordi der ikke lige bliver ringet til dem om opgaver. Det er vigtigt, når man er ung og uerfaren, at nogen lytter til en, og siger sin mening. At sparre med en der gider. At blive mødt med oprigtig interesse, det kan kun give inspiration. Jeg ville ønske, at der havde været en mentorordning da jeg var ung.