tirsdag den 1. december 2009

Mentor-rolle kan gøre dig bedre

Da jeg blev spurgt, om jeg ville være mentor, havde jeg ikke selv tænkt på mig selv som sådan. Men i virkeligheden har jeg jævnligt gennem livet lyttet og hjulpet venner og kolleger lidt som en mentor gør.
Og da forbundet så også giver kompetent vejledning til rollen, er jeg godt tilfreds med, at jeg svarede ja.
At give en gave, er en gave i sig selv. Lykkes det at hjælpe en anden til at komme videre og nå et mål, kan det give én selv positiv energi. Og træning i at lytte, nå ind til kernen og bidrage til positiv udvikling kan kun gøre én bedre – både som menneske og journalist.
Jeg kan kun opfordre andre journalister til at overveje at blive mentor.
Du får ikke penge for det, men du får meget andet. Og du giver kolleger en værdifuld mulighed for at få gratis mentor. Det kan vi takke vort forbund for. Det kunne andre forbund og brancher lære noget af.
venlig hilsen kommunikationschef Ib Roslund

fredag den 27. november 2009

En menneskelig GPS viser vejen

Mentorskaber er en succes, uanset om de integrerer indvandrerkvinder i Danmark, styrker karrieren i den internationale danske virksomhed Novo Nordisk eller etablerer nye og stærke netværk i DJØF.

KVINFOs mentornetværk er en enorm succes og her kan du læse Elisabeth Møller Jensen kronik i Politiken, om hvad de har gjort.


En menneskelig GPS viser vejen





gå til kronikken her


Illustration: Mette Dreyer i Politiken

onsdag den 25. november 2009

Britisk mentor-guru i København

Den nydelige, imødekommende og nærmest tilbageholdende Mr. David Clutterbuck fra Burnham i Storbritannien er en guru blandt internationale mentorer.

Og den tidligere erhvervsjournalist Clutterbuck himself har i forgangne weekend trådt op i København på KVINFOs internationale konference om deres meget succesfulde mentorordning. (se link nedenfor).

Under overskriften "Making the most of mentoring" berettede Clutterbuck om sine mangeårige erfaringer med, hvordan mennesker fra alle livets lag har gavn af en mentor, fordi de vokser med opgaven.

Såvel den såkaldte mentee - den person, der får kontakt til et mere erfarent menneske - og mentoren, vokser, når de går sammen om at tænke og reflektere om de spørgsmål, der bliver stillet i enhver mentorrelation.


For kort at citere fra Clutterbucks timelange indlæg forleden, er kernen i en mentorrelation, at mentor skaber tid og plads for sin mentee til at reflektere over sine tanker.

- Forskning viser, at vi hver især har 20 significant unresolved issues - væsentlige uløste problemer - i hovedet hele tiden. Vores hjerne er altså uden pause beskæftiget med at lede efter løsninger på problemer, som kører i vores hovede, mens vi faktisk laver noget andet, sagde Clutterbuck og understregede igen og igen, at mentoring i hans optik betyder at lære at samtale (dialogue på engelsk) og at endu et kernebegreb i et mentorforhold er, at mennesker formidler visdom til hinanden.


- Ordet visdom er ikke så trendy i dag. For mig er visdom dog noget værdifuldt, som vi alle kan samle i løbet af et liv. Den visdom, som vi hver især opnår, skal vi formidle til hinanden. Mentoring vil sige, at en mentor hjælper dig med at forbedre kvaliteten af dine tanker. Som før nævnt ved at reflektere med dig og lytte. Kan du højne kvaliteten af din egen tænkning, kan du måske få en karriere ud af det. I modsætning til mentoring er coaching, hvor coachen typisk hjælper sin klient med at finde sine egne styrker, så han kan performe, sagde David Clutterbuck.



Jeg vil gerne have ham hertil igen, så han kan formidle sin viden til vores mentorordning i DJ.

hilsen Gitte

Læs mere om Clutterbuck Associates


KVINFOs mentorordning og -konference 19.+ 20. november 2009

onsdag den 4. november 2009

Aha fra en mentor

At være mentor er meget mere givende, end man umiddelbart tror, siger journalist og mentor Dorte Schmidt.
Det handler nemlig ikke bare om at give sine egne erfaringer videre og hjælpe en ny kollega i gang som freelancer. Det handler i lige så høj grad om at udvikle sig selv.
Når jeg er sammen med min mentee, lærer jeg utrolig meget om mig selv og mit fag. Hvordan gør du? Hvorfor gør du det sådan? Hvordan holder man gejsten oppe? Hvordan kommer man videre? Hvor kommer ideerne fra?Alt sammen spørgsmål som tvinger mig til at analysere, hvad det i grunden vil sige at være selvstændig. Og som får mig til at tænke over og sætte ord på, hvad det egentlig er, jeg går rundt og gør og hvorfor.
Det giver mig nogle rigtig gode aha-oplevelser undervejs og gør mig meget mere bevidst om, hvad jeg selv kan gøre bedre.
Samtidig er det en gave at møde unge kolleger og lytte til deres drømme og visioner. De fleste af os har venner på stort set samme alder som os selv. Og når man oven i købet er selvstændig, møder man kun sjældent yngre kolleger i sit arbejde.
En ung mentee er et friskt pust, der får en til at se med andre øjne på både job og karriere. Det er berigende for både mentor og mentee. Og så bliver man glad af det.
Min mentee har lige sendt mig en mail, hvor hun skriver: Jeg vil lige sige, at jeg sætter STOR pris på alle de, ting du gør for mig – de er guld værd!
En dejlig melding at få, når man stort set ikke har gjort andet end bare at være der.
Det er ikke første gang, jeg er mentor – og forhåbentlig heller ikke sidste. Det kan kun anbefales.

Dortes hjemmeside Pressefolden
Dortes profil på Blogger
Twitter

tirsdag den 3. november 2009

Mentorordningen under lup

Dansk Journalistforbund har gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt de mentorer og mentees, der indtil nu har deltaget i ordningen. Baggrunden er, at hovedbestyrelsen i DJ skal tage stilling til et forslag om at gøre mentorordningen landsdækkende. Det bliver højst sandsynligt vedtaget den 10. november.

tirsdag den 13. oktober 2009


Fotograf Britt Lindemann om det at give sine erfaringer videre til en kollega i kreds 1s mentorordning:

Jeg valgte at være mentor, fordi jeg som senior... har arbejdet mange år som fotograf og har en ide og mening om, hvordan man kan løse en opgave, som måske kunne bruges til noget.
Så da jeg sagde ja, vidste jeg ikke lige, hvad jeg sagde ja til.
Men efter at have fået tildelt en mentee, jeg synes rigtig godt om, og som går til opgaverne helt anderledes end jeg selv gør, har jeg oplevet, at det er anderledes, end jeg troede.
Det er ikke så meget mig, der tegner og fortæller, som det bliver en samtale mellem to fotografer om faget, opgaverne, økonomien, selvværd osv.
Jeg håber det er givende for min mentee, for det er det for mig.
Det er vigtigt for mig, at jeg mærker "det nytter" når vi, min mentee og jeg, mødes. At vi ikke bare spilder tiden.
DJs mentorordning tror jeg kan hjælpe mange unge til at komme i gang og ikke bare gå på støtten, fordi der ikke lige bliver ringet til dem om opgaver. Det er vigtigt, når man er ung og uerfaren, at nogen lytter til en, og siger sin mening. At sparre med en der gider. At blive mødt med oprigtig interesse, det kan kun give inspiration. Jeg ville ønske, at der havde været en mentorordning da jeg var ung.

onsdag den 9. september 2009

Lis Lyngbjerg er mentor fordi...

Kreds 1 er ved at have 50 erfarne og engagerede medlemmer godt i gang som mentorer i vores banebrydende ordning.
En af dem er freelancejournalist og forfatter Lis Lyngbjerg Steffensen, som har været med siden begyndelsen og har haft to mentees.

Lis siger at hun har valgt at være mentor for en kollega fordi:

- Jeg vil gerne give min erfaring videre og hjælpe andre på vej. Jeg har lært en masse, siden jeg blev uddannet i 1991, og meget er indsamlet hos andre kloge mennesker. Det er vigtigt at kunne stille store og små spørgsmål uden at skulle opfinde det hele på ny. Det var jeg selv glad for, og jeg tror, at dem, der er yngre end mig, også er glade for det.
Jeg er glad for at kunne stå til rådighed, så man kan afprøve ideer, konkrete planer og flyvske tanker, inden man bruger en masse tid på at enten sætte noget stort i gang eller ikke får sat noget i gang, fordi man tvivler.
- Denne mentorordning betyder nok mere, end man lige umiddelbart tror. Jeg ville gerne selv have haft en mentor, selv om jeg uformelt har haft flere. Den betyder, at en række yngre kolleger mere direkte har adgang til en, der vil lytte. Og det er helt afgørende i en tid, hvor teknikken og samfundsudviklingen i øvrigt kan konkurrere skarpt med samtalen og den sunde fornuft.

http://www.lyngbjerg.dk/

torsdag den 27. august 2009

Tak og ros til mentorerne

Hvor er vi heldige, at et halvt hundrede erfarne og vidende kolleger frivilligt har meldt sig til at være mentor for nogle yngre, mindre erfarne fagfæller.
Disse 50 mænd og kvinder stiller op for at lytte til og vise en helt særlig opmærksomhed overfor et menneske, en mentee, der har besluttet sig for at han gerne vil udvikle eller forandre sig - og at hanvil gøre det med backup fra en kollega med livserfaring og mange års professionel rutine i vores meget mangfoldige branche.
Hvor er vi heldige, at kreds1 lægger ressourcer i at finde og matche mentorer og mentees. Det er herligt at få lov til at være med til at finde og tale med folk, der tager det som en selvfølge, at øse af deres knowhow. Det er sjovt og lærerigt, at tale med dem, der søger - og får - vejledning på tomandshånd.
Det er modigt gjort, at professionelle medie- og kommunikationsfolk giver sig i kast med mentorrollen, for de er jo ikke professionelt uddannede rådgivere. Så de gør sig helt nye erfaringer på et andet plan end det faglige.
Og vi bakker dem op, så godt vi kan som koordinatorer for mentorordningen.

Vi har netop udført vores workshop om, hvordan man motiverer andre, ikke mindst de unge generationer, der har andre krav til livet og arbejdet, end vi over 40 år har.
DSBs erfarne kommunikationschef Anna Vinding berettede, at unge medarbejdere typisk vil tale meget mere om hvordan de har det, og hvordan de føler i forhold til dette og hint i arbejdsdagen. Det emotionelle niveau hører for dem med i jobbet som en selvfølge.

- Dermed er kravene til ledelser blevet meget større, og derfor spiller mentorer
som jer, en vigtig rolle. Min egen erfaring viser - it works - at tage sine
medarbejdere alvorligt. Hvordan viser man, at man vil dem, disse unge? man er nødt til at diskutere det med dem, hvis andres handlinger, går dem imod emotionelt. Vores generation er opdraget med, at der sgu ikke var plads til at det følelsesbavl på arbejde, siger Anna Vinding og tilføjer, at følelser er kommet for at blive.
Hun citerer professor Børge Opels forskning: "Følelser optræder som dørmænd for beslutninger og handlinger. Følelser er ikke irrationelle elementer."
Men man skal også være ærlig og fortælle de unge, når deres ambitioner og krav ikke har en gang på jord.
- De kommer med tårnhøje forventninger til, hvad de skal lave. Så høje, at det er blevet en barriere for dem. Her må man være ligefrem uden at være ubehagelig, siger hun.

Med en mentor, som har slået lyttebøfferne på maksimum, mødes generationerne i DJ og tager hinanden alvorligt på tværs af forventninger og fagområder.
Gitte

onsdag den 19. august 2009

Workshop: Motivation og mentoring


Kære mentorer!

Kreds 1s mentorprojekt har den glæde at præsentere DSBs kommunikationschef Anna Vinding, der vil dele sine erfaringer om motivation med os. (foto Signe Fiig)

Vi kommer ind på følgende spørgsmål:
- hvordan motiverer jeg uden at manipulere?
- hvordan får jeg en mentee til at handle uden magtmidler?
- er unge kolleger mere krævende?
- hvad kan jeg stille op med en eventuel uenighed?

Vi har inviteret erfarne mentorer, nye mentorer og nogle, der overvejer at blive det, til at være med i en aktiv aften, hvor I selv er med til at sætte dagsordnen.

Vi forestiller os, at vi kan vende spørgsmål om anerkendende samtale, hvordan jeg skal agere i et løst forhold som en mentorrelation kan være, hvordan skal jeg praktisere aktiv lytning, og hvornår må jeg sige min mening?

Formålet er, at du får nye muligheder, som du kan bruge derhjemme og i din mentorrelation. Desuden får du lov til at møde de andre mentorer og udveksle erfaringer med dem.

Vi sørger for mad og drikke

TID OG STED
onsdag den 26. august kl. 17-21 i
Dansk Journalistforbund
Faglig Afdeling
Læderstræde 11 B, 2
København K

Hvis du ikke allerede er tilmeldt, så gør det nu på mentorkreds1@gmail.com
senest mandag den 24. august.

Du er velkommen til at tage en mentorkandidat med.

med venlig hilsen
Hanne Bros og Gitte Merrild

Mentorer og mentees i kreds 1

Endelig er vi i luften.
Velkommen til bloggen for mentorordningen i kreds 1 i Dansk Journalistforbund.

Vi finder og kobler mentees med erfarne mentorer - begge parter skal være medlem af Journalistforbundets Københavnerkreds (med ca. 7400 medlemmer).

Med denne mentorordning giver vi yngre medlemmer mulighed for at sparre med en rutineret og erfaren kollega, og medlemmerne drager direkte nytte af hinanden.

De deler viden og skaber netværk i medlemskredsen.

Med venlig hilsen
netværkskoordinatorer
Hanne Bros og Gitte Merrild