fredag den 12. november 2010

Turen går til Mentorland

Hvad kan man egentlig lære af en mentor?

Lars Møller er journalist, coach og mentor i DJs mentorordning. Sammen med forskeren Lars Holmboe har han netop skrevet en guidebog for både mentorer og mentees, om hvordan begge parter får mest muligt ud af mentorrelationen.

Bogen "Turen går til Mentorland - Guidebog for mentorer og for dem, der får en mentor" kan du gratis hente som PDF-fil her

onsdag den 1. september 2010

Turen går til MENTORLAND - gratis guidebog på nettet

Mentorforskeren Lars Holmboe og journalisten Lars Møller har sammen begået en guidebog for mentorer og mentees. Guiden handler overvejende om mentorordninger, der forbindes med det rummelige arbejdsmarked, men der er ikke skarpe grænser i forhold til andre mentorordninger.



Guidebogen ligger frit tilgængeligt på http://www.mentorblog.dk/ Forfatternes håb er, at læserne vil give feedback på og input til bogen via den blog som boger er at finde på.

DJ mentor er gået i dialog med Lars Møller om et fremtidigt arrangment i DJ mentor, med udgangspunkt i bogen.

Intromøder for mentorer og mentees Århus 6/9 og Kbh 14/9 2010

Hvis du har lyst til at blive klogere på hvad det er for rammer DJ mentor udstikker for mentorer og mentees, og hvis du gerne vil høre om hvordan mentorer og mentees konkret har fået deres relation til at fungere under DJ mentor, er det en god idé at melde dig til et af DJ mentors intromøder.

I Århus den 6. september kl. 17.30 - 19.00

I København den 14. september kl. 17.30 - 19.00

I Århus vil mentor Peter Nordholm Andersen der er redaktør for magasinet økologisk, sammen med sin mentee freelancer Mette Stentoft, fortælle om det bedste og det sværeste ved deres mentorrelation. Pernille Fahlmann Kristensen fra DJ mentor vil fortælle om mentorordningens rammer og om hvordan mentor og mentee bedst forvalter deres roller. Der er nu 11 tilmeldte til arrangementet, og plads til flere.

I København vil mentor Erik Harr der er kommunikationsdirektør i Danmarks Apotekerforening sammen med sin mentee Peter Keiding fra fagbladet 3F fortælle om deres mentorrelation. Mads Løkke Rasmussen fra DJ mentor informerer om hvordan man får det optimale ud af sin mentor. Der er nu 20 tilmeldte til arrangementet, og enkelte ledige pladser.

DJ sørger for en sandwich til deltagerne.

Mentorer, mentees og andre nysgerrige er velkomne.

Tilmelding via www.journalistforbundet.dk/mentor

onsdag den 21. juli 2010

Evalueringsskema til mentorer

DJ Mentor har udarbejdet et elektronisk evalueringsskema, som vi vil bede alle mentorer om at udfylde, når de har afsluttet et mentorforhold. Formålet med evalueringen er, at DJ Mentor bliver klogere på hvad der er kendetegnende for de mentorforhold der gennemføres i DJ Mentor.

Hvad fungerede bedst? Hvad er det sværeste? Hvor mange gange mødtes i? Hvad bør DJ Mentor gøre?

Det tager omkring 10 minutter at udfylde evalueringsskemaet, og din besvarelse bliver kun set af DJ Mentor. Resultater af den løbende evaluering offentliggøres ligeledes løbende på denne blog og på journalistforbundet.dk/mentor.

Du kan gå til evalueringsskemaet ved at følge dette link.

tirsdag den 20. juli 2010

Clutterbuck i Danmark - Fin video med slides

Som tidligere omtalt her på bloggen, var den britiske mentorguru David Clutterbuck i Danmark i forbindelse med Kvinfos store mentorkonference i 2009. Hans timelange oplæg er af Kvinfo blevet klippet sammen til ti superskape minutter, hvor hans vigtigste slides også er mixet ind. Han starter med at definere mentoring, og funderer derpå over hvad der er det særligt europæiske fokus i mentoring, frem for det traditionelt amerikanske. Derefter giver han sit bud på hvorfor e-mail mentoring er af super høj kvalitet, samt et bud på hvad det er for faktorer der skal til, for at et mentorprogram fungerer. Han slutter af med at definere de mange kompetencer den dygtige mentor bør besidde.


Hvilket mentorarrangement vil i helst have?

Et centralt element i en mentorrelation er, at der er tale om frivilligt ulønnet arbejde fra mentors side. For at det kan fungere i praksis, skal det være attraktivt at være mentor. Mest af alt fordi mentor finder samtalerne med sin mentee interessante og givende.

Men Dansk Journalistforbund er også opmærksom på, at man på andre måder kan gøre det attraktivt at være mentor i DJ Mentor.

Et fast tilbagevendende element, er et arrangement for mentorer, som vi gennemfører forår og efterår. Vi har indtil videre gennemført en række forskellige arrangementstyper, på forskellige tidspunkter og steder. Og det er ikke fordi vi er løbet tør for ideer, men alligevel er meget nysgerrige på, hvad i mentorer selv ville synes var det optimale arrangement.

Her følger en række af vores tidligere arrangementer og bedste ideer. Vi håber at i med kommentarer til indlægget kan pege på hvilke af vores ideer i synes bedst om, eller allerhelst komme med helt nye ideer.
  1. Workshop i praktisk mentoring - 2 timers gå-hjem-møde kl. 19 - 21 i DJ. Introduktion til professionel samtaleteknik og til mentorens forskellige roller. Praktiske samtaleøvelser to-og-to om bla. målafklaring og samarbejdsaftale.


  2. Sådan bruger vi mentoring i min organisation - Oplæg fra mentorkoordinator fra en anden organisation. Hvad kan vi lære af de andre, fx af private firmaer, offentlige organisationer, andre fagforeninger.


  3. Workshop i praktisk mentoring - Morgenmøde kl. 8 - 11.30 i DJ. Oplæg om mentorens forskellige roller. Praktisk gruppeøvelse, hvor hver deltager i gruppen skal forholde sig som mentor til problematikker som andre deltagere har mødt i deres virke som mentor, og som de har beskrevet kort på papkort. Siden skal alle deltagere vælge og argumentere for hvilken mentorrolle de selv ville bruge, hvis de skulle takle en lignende problematik i fremtiden.

  4. Erfaringsudvekslingsseminar - Først gruppearbejde hvor grupperne skulle enes om hvad der på baggrund af deres erfaringer er faserne i det optimale mentorforløb. Derpå fokus på hvad hver enkelt deltager har oplevet som den største succes eller det bedste resultat i sin mentorrelation. Gruppearbejde om, hvad der mon var de vigtigste årsager til disse succeser. Så fokus på de sværeste udfordringer eller største problemer hver enkelt deltager hidtil har oplevet i sin mentorrelation. Gruppearbejde om hvordan disse udfordringer mon kunne takles bedst. Til slut reflektion over hvad hver enkelt har haft som største udbygge af sin mentorrelation.
  5. Morgenmadsseminar på café kl. 8.30 - 10. Korte uformelle oplæg om fx Mentoring via E-mail, Hvordan man afklarer en mentees motivationsniveau og Hvordan man arbejder bedst med en Logbog. Derpå fri erfaringsudvekling over kaffen ud fra spørgsmålet "Hvad er det vigtigste du har lært og kan give videre til en anden mentor?"
  6. Lynkursus i coaching - Coachingteknikker er nyttige i din mentorrolle og i dit arbejdsliv. 3 timers intensivt kursus.
  7. Fælles seminar for mentorer og mentees. Mentees inddeles i grupper og mentorer i andre grupper. Fokus på hvad hver gruppe hidtil har oplevet som det allerbedste ved mentorrelationen og hvorfor. Siden fokus på hvad der kunne gøre det endnu bedre. Dialog mellem de forskellige rollegrupper som appreciative inquiry.

Hvad synes du? Hvad ville være bedst for dig? Og hvornår (dato/tidspunkt) og hvor?



mandag den 19. juli 2010

Intromøder i Århus, Odense og København i september

Når sommeren går på held er det tid til at introducere et kuld nye mentees og mentorer til DJ Mentor. Der gennemføres derfor følgende introduktionsmøder:

Århus den 6. september 2010
Odense den 8. september 2010
København den 14. september 2010

Møderne gennemføres som gå-hjem-møder kl. 17 - 18.30

Vi har på de tidligere møder kunnet konstatere, at mødets højdepunkt er når ordet gives til et mentorpar, hvor mentor og mentee fortæller om deres erfaringer fra et igangværende eller nyligt afsluttet mentorforløb. Hvis du og din mentee har lyst til at stille op som oplægsholdere på et af møderne, bliver vi så glade, at vi kvitterer med et par gode flasker.

Kender du et medlem der skal være mentor?

Siden kredsenes mentorordninger blev samlet i det landsdækkende DJ Mentor fra 1. januar 2010, har DJ Mentor matchet 51 håbefulde mentees med lige så mange mentorer. Det har ført til hundredevis af samtaler, hvor mentorer med erfaringer med medie- og kommunikationsbranchen har stillet sig til rådighed som sparringspartnere og har hjulpet mentees med at reflektere over spørgmål vedrørende arbejdsliv og karriere.
Det er klart at et tilbud om gratis at få sparring fra et andet medlem af Dansk Journalistforbund er attraktivt for mange medlemmer. Særlig mund til mund effekten gør, at mange medlemmer bliver opmærksomme på det gode tilbud og tilmelder sig ordningen som mentee. Det betyder flere mentees må vente nogen tid med at blive matchet med en mentor.
At DJ Mentor også er attraktiv for mentorerne ved vi fordi mange mentorer straks efter at have afsluttet et forløb med en mentee, stiller sig til rådighed for den næste mentee. En sådan genbrug af mentorer betyder, at vi ikke har brug for lige så mange nye mentorer, som vi har nye mentees. Alligevel gør vi hele tiden en indsats for at rekruttere nye mentorer - og ofte skal de snuppes når de mindst venter det.
Når DJ, eller DJs kredse og grupper har medlemsarrangementer har DJ Mentor ofte tiltvunget sig talerstolen for at rekruttere mentorer blandt de forsamlede. Ofte har de tilstedeværende slet ikke overvejet muligheden for at blive mentor, og de kan derfor ikke rekrutteres ved infomøderne om DJ Mentor.
Den vigtigste kvalifikation en mentor skal besidde, er at mentor skal være rede til at stille sin energi, sin nysgerrighed og sine reflektioner til rådighed for mentee. Den anden forudsætning er, at mentor oplever, at det er givende at give.
Hvis du selv er mentor har du sikkert selv din forklaring på, hvorfor du er værdifuld for din mentee, og hvorfor det er givende for dig at være mentor. Måske kender du andre medlemmer af DJ, som vil være værdifulde som mentorer, og som vil finde det givende. Vi ser meget gerne kredsen af mentorer vokse ved en sådan mund til mund effekt. Hvis du foretrækker at DJ Mentor står for henvendelsen, modtager vi altid med glæde forslag til mentorer, som vi så forsigtigt kontakter.

onsdag den 10. februar 2010

Workshop og morgenmad for mentorer

kære mentorer

Kreds 1 har den glæde at invitere jer til workshop og morgenmad for at give jer et sidste inspirerende push, før vi afrunder kredsens mentorordning.
Takket være jeres engagement, har vi haft succes.
Over 60 mentorer har taget sig af 60 mentees i de år, vi har kørt, og både mentorer og mentees har været glade for tilbuddet.
Til denne mentorformiddag har vi derfor hyret en af de fremmeste personer inden for mentoring til en workshop for jer.

Kirsten M. Poulsen har i årevis etableret og undervist i mentorordninger herhjemme og udenlands. Hun kommer med sit helt nye mentorspil og input med nøgler til det at udvikle sig som mentor.

Program mandag den 8. marts kl. 8-11.30
i HB-lokalet i Dansk Journalistforbund, Gl. Strand 46, 12020 København K

Kl. 8-8.15 Velkomst og om formiddagens indhold.
8.15-8.30 Tak fra mentorordning i kreds 1, formand Pernille MacDalland
8.30-8.45 Mentorer i DJ- en medlemsdrevet mentorordning Konsulent Mads Løkke Rasmussen, DJUK

Kl. 9-11 Mentorworkshop
Introduktion af udvikling med mentorskaber
Øvelser + vidensdeling
Mentorspillet + feedback
Kirsten M. Pedersen, KMP+Mentorekspert og udviklingskonsulent

kl. 11-11-30 Afrunding

Som I kan se, forsøger vi os for første gang med et møde fra morgenstunden, og vi håber, at I kan få passet det ind i jeres kalender.

NB: Workshoppen betales af kreds1 og er gratis for mentorer i mentorordningen.
Tilmelding er derfor bindende, og vi vil undtagelsesvis opkræve et no-show gebyr på 400 kr. hvis du melder afbud.
Du må gerne give din plads til en anden.

TILMELDING HER
Du melder dig til her på kreds 1s hjemmeside.
Fristen er senest den 19. februar.

Vi glæder os til at se jer.

Venlig hilsen
Gitte Merrild og Hanne Bros
mentorkoordinatorer

torsdag den 21. januar 2010

Mentorordningen flytter

kære mentorer og mentees

Forhåbentlig er det ikke for sent at ønske jer alle et godt nytår og sende en spandfuld hjertelig tak for en storsindet og engageret indsats i det forgangne år.
Vi er nu oppe på at have formidlet over 60 mentees til 60 mentorer, og det er vi glade for og stolte over.
Det er skønt at have kolleger, der frivilligt, gratis og engageret giver deres erfaringer videre til folk, der efterspørger en personlig sparringspartner.

Det får I fortsat mulighed for i Dansk Journalistforbunds mentorordning, som netop er ved at være klar til at overtage opgaven med mentorskabet i forbundet.

Det har længe været kreds 1s ønske, at det blev moderskibet DJ, der tog mentorskabet til sig, så det ikke var overladt til københavnerne at køre og finansiere arbejdet.

Vi er ved at arrangere en mentorworkshop, der afrunder mentorskabet i kreds 1 regi, og lige om lige får I en invitation til denne.

Fra nu af skal I gå ind på DJ mentor, hvis I har spørgsmål eller vil melde jer til som mentor eller mentee.

venlige hilsner fra
Hanne Bros og Gitte Merrild