tirsdag den 20. juli 2010

Hvilket mentorarrangement vil i helst have?

Et centralt element i en mentorrelation er, at der er tale om frivilligt ulønnet arbejde fra mentors side. For at det kan fungere i praksis, skal det være attraktivt at være mentor. Mest af alt fordi mentor finder samtalerne med sin mentee interessante og givende.

Men Dansk Journalistforbund er også opmærksom på, at man på andre måder kan gøre det attraktivt at være mentor i DJ Mentor.

Et fast tilbagevendende element, er et arrangement for mentorer, som vi gennemfører forår og efterår. Vi har indtil videre gennemført en række forskellige arrangementstyper, på forskellige tidspunkter og steder. Og det er ikke fordi vi er løbet tør for ideer, men alligevel er meget nysgerrige på, hvad i mentorer selv ville synes var det optimale arrangement.

Her følger en række af vores tidligere arrangementer og bedste ideer. Vi håber at i med kommentarer til indlægget kan pege på hvilke af vores ideer i synes bedst om, eller allerhelst komme med helt nye ideer.
  1. Workshop i praktisk mentoring - 2 timers gå-hjem-møde kl. 19 - 21 i DJ. Introduktion til professionel samtaleteknik og til mentorens forskellige roller. Praktiske samtaleøvelser to-og-to om bla. målafklaring og samarbejdsaftale.


  2. Sådan bruger vi mentoring i min organisation - Oplæg fra mentorkoordinator fra en anden organisation. Hvad kan vi lære af de andre, fx af private firmaer, offentlige organisationer, andre fagforeninger.


  3. Workshop i praktisk mentoring - Morgenmøde kl. 8 - 11.30 i DJ. Oplæg om mentorens forskellige roller. Praktisk gruppeøvelse, hvor hver deltager i gruppen skal forholde sig som mentor til problematikker som andre deltagere har mødt i deres virke som mentor, og som de har beskrevet kort på papkort. Siden skal alle deltagere vælge og argumentere for hvilken mentorrolle de selv ville bruge, hvis de skulle takle en lignende problematik i fremtiden.

  4. Erfaringsudvekslingsseminar - Først gruppearbejde hvor grupperne skulle enes om hvad der på baggrund af deres erfaringer er faserne i det optimale mentorforløb. Derpå fokus på hvad hver enkelt deltager har oplevet som den største succes eller det bedste resultat i sin mentorrelation. Gruppearbejde om, hvad der mon var de vigtigste årsager til disse succeser. Så fokus på de sværeste udfordringer eller største problemer hver enkelt deltager hidtil har oplevet i sin mentorrelation. Gruppearbejde om hvordan disse udfordringer mon kunne takles bedst. Til slut reflektion over hvad hver enkelt har haft som største udbygge af sin mentorrelation.
  5. Morgenmadsseminar på café kl. 8.30 - 10. Korte uformelle oplæg om fx Mentoring via E-mail, Hvordan man afklarer en mentees motivationsniveau og Hvordan man arbejder bedst med en Logbog. Derpå fri erfaringsudvekling over kaffen ud fra spørgsmålet "Hvad er det vigtigste du har lært og kan give videre til en anden mentor?"
  6. Lynkursus i coaching - Coachingteknikker er nyttige i din mentorrolle og i dit arbejdsliv. 3 timers intensivt kursus.
  7. Fælles seminar for mentorer og mentees. Mentees inddeles i grupper og mentorer i andre grupper. Fokus på hvad hver gruppe hidtil har oplevet som det allerbedste ved mentorrelationen og hvorfor. Siden fokus på hvad der kunne gøre det endnu bedre. Dialog mellem de forskellige rollegrupper som appreciative inquiry.

Hvad synes du? Hvad ville være bedst for dig? Og hvornår (dato/tidspunkt) og hvor?



4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg stemmer for disse to - aftenarrangement og praktisk viden :-)

1.Workshop i praktisk mentoring - 2 timers gå-hjem-møde kl. 19 - 21 i DJ. Introduktion til professionel samtaleteknik og til mentorens forskellige roller. Praktiske samtaleøvelser to-og-to om bla. målafklaring og samarbejdsaftale.



6.Lynkursus i coaching - Coachingteknikker er nyttige i din mentorrolle og i dit arbejdsliv. 3 timers intensivt kursus.

venlige hilsner
Lis (Lyngbjerg)

Unknown sagde ...

Jeg stemmer for et lynkursus i coaching, men synes også der mange er andre interessante emner.
Bedste hilsner
Per Raahauge

Anonym sagde ...

Hej

Som Lis kunne jeg godt ønske mig et mini-kursus/workshop som pkt. 1 eller 6

Gerne her i august.

MVH

Gert
mentor i nystartet forløb

Anonym sagde ...

Jeg er helt enig med Lis. Nr. 1 + 6 er de bedste.
Da jeg bor og arbejder i Århus, vil jeg klart foretrække, at det bliver her.
Derudover, så kunne man også overveje et mere uformelt, socialt arrangement for mentorer - fx mødes og spise ude. Eller en cafétur. Evt. med oplæg før/efter.
Mvh.:
Peter Nordholm Andersen
Redaktør for Økologisk